Om buddhistiske symboler på klangskåle og nepalesisk kunsthåndværk – og den visdom, de bærer med sig

Af Anne Toxværd – klangformidler og indehaver af Klang og Velvære


Da symbolernes betydning åbnede sig for mig

Denne blog begyndte egentlig med, at jeg ville skrive nogle små forklaringer til de symboler, der findes på mine smykker, store klangskåle og andre særlige ting, jeg sælger fra Nepal.

Og her til aften skete der noget. Jo mere jeg fordybede mig i symbolernes betydning, desto mere berørt blev jeg. Jeg blev næsten blæst bagover af den varme, visdom og harmoni, de rummer.

Visdomsord i symbolerne

Jeg dykkede særligt ned i tankerne bag de otte buddhistiske lykkesymboler, der fortæller om medfølelse, frihed, beskyttelse, indre rigdom og forståelsen af, at vi alle er forbundet med hinanden. Værdier, som har levet gennem århundreder i Østen – og som måske er mere aktuelle i dag end nogensinde i vores moderne vestlige verden.

Symbolerne findes stadig rundt omkring på tibetanske klangskåle, smykker, amuletter, malaer og i andet smukt nepalesisk kunsthåndværk. Her er de ikke blot dekoration – de bærer fortællinger, ønsker og små fine påmindelser med sig.

Lotusblomsten kan minde os om, at noget smukt kan vokse frem af livets mørke. Den endeløse knude fortæller om kærlighedens varige bånd og om, at alt hænger sammen. De gyldne fisk symboliserer friheden til at bevæge sig gennem livet med tillid, mens Skattevasen minder os om den rigdom, der findes i taknemmelighed, visdom og gavmildhed.

Måske er det netop dét, disse gamle symboler kan give os i dag: et lille øjebliks eftertanke – og en kærlig påmindelse om de værdier, vi ønsker at bære med os gennem livet. Måske kan de også hjælpe os til at gå vores vej med lidt større bevidsthed og visdom.

Gammel visdom i en ny tid

De otte buddhistiske lykkesymboler har deres rødder i en tid og en kultur, der på mange måder ligger langt fra vores egen. De har levet gennem århundreder, og alligevel føles deres budskaber næsten forbløffende aktuelle netop nu.

Nedenfor kan du læse om hvert af de otte lykkesymboler, deres traditionelle betydning og de varme, tidløse budskaber, de bærer med sig.

Når en klangskål, et smykke eller en håndlavet genstand finder vej til et menneske, som mærker en særlig forbindelse til symbolikken, rejser de gamle fortælleringer videre ud i verden ♡.

De otte lykkesymboler og deres beskrivelse

Lotusblomsten – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

Lotusblomsten – at vokse mod lyset

Lotusblomsten vokser op gennem mudret vand, men åbner sig ren og smuk mod lyset. I buddhismen symboliserer den blandt andet renhed, indre udvikling og spirituel opvågning.

Den minder os om, at det svære og mørke, vi møder i livet, også kan blive den jord, noget nyt vokser frem fra. At vi ikke behøver at være uberørte af livet for at kunne folde os ud – men at skønhed, styrke og visdom netop kan vokse frem af det, vi har været igennem.

Den endeløse knude – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

Den endeløse knude – alt hænger sammen

Den endeløse knude er formet af en ubrudt linje, der fletter sig ind og ud i sig selv uden en tydelig begyndelse eller afslutning. I buddhismen symboliserer den, at alt i livet er forbundet – og at visdom og medfølelse hører uløseligt sammen.

Den minder os om, at ingen af os står alene. Vores ord, handlinger og den måde, vi møder andre på, bevæger sig videre ud i verden og bliver en del af noget større. De kærlige bånd, vi knytter gennem livet, kan række langt ud over det, vi selv kan se – ligesom linjen i den endeløse knude fortsætter uden ophør.

De gyldne fisk – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

De to gyldne fisk – at bevæge sig frit gennem livet

De to gyldne fisk svømmer frit gennem vandet uden frygt for at drukne. I buddhismen symboliserer de frihed, glæde og evnen til at bevæge sig gennem livets strømninger med tillid og uden frygt.

De minder os om, at frihed ikke nødvendigvis er et liv uden modstand, men også kan være en indre følelse af at kunne bevæge sig i det, der er. Ligesom fiskene naturligt finder vej gennem vandet, kan vi øve os i at have tillid til livet og til vores egen vej – også når vi endnu ikke ved, hvor strømmen og bølgerne fører os hen.

Frihed er også modet til at tænke selv, stille spørgsmål og lytte til sin egen samvittighed. De gyldne fisk minder os om ikke at overlade vores indre kompas til frygt, andres forventninger eller kræfter uden for os selv, men om at være tro mod det, der rører sig i os.

Skattevasen – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

Skattevasen – rigdommen, der aldrig slipper op

Skattevasen er et symbol på overflod, visdom, sundhed og et langt liv. I den buddhistiske tradition rummer den en uudtømmelig skat. En rigdom, der ikke bliver mindre, uanset hvor meget der gives videre til andre.

Den minder os om, at sand rigdom ikke kun kan måles i penge, ejendele eller ydre succes. Det materielle har dog også sin naturlige plads i vores liv. Det kan give os tryghed og skabe de rammer, vi har brug for, så vi kan leve, udfolde os og føre vores drømme ud i livet.

Måske ligger den dybeste rigdom derfor ikke i, hvor meget vi ejer, men i den måde, vi bruger det, vi har. Når vores muligheder, viden og ressourcer får lov til at skabe glæde og værdi for andre, bliver rigdommen større end os selv – og ligesom skatten i vasen slipper den aldrig helt op.

Parasollen – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

Parasollen – et beskyttende rum

Ligesom en parasol skærmer mod solens brændende varme, symboliserer den kostbare parasol beskyttelse mod lidelse, frygt og de kræfter, der kan bringe uro ind i vores liv. Under dens kølige skygge findes et sted for hvile, tryghed og indre ro.

Den minder os om, at vi alle har brug for beskyttende rum, hvor vi kan sænke skuldrene og finde tilbage til os selv. Beskyttelse behøver ikke at betyde, at vi lukker verden ude – den kan også findes i kærlige grænser, omsorg og nærvær overfor os selv. Og nogle gange kan vi selv være parasollen for et andet menneske: den, der et øjeblik tilbyder ly, varme og et trygt sted at kunne læne sig op af.

Den hvide konkylie – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

Konkylien – lyden, der vækker os

Den hvide konkylies klare og kraftfulde lyd kan høres over store afstande. I buddhismen symboliserer den Buddhas lære, der bæres ud i alle retninger. Som et kald, der vækker mennesker fra uvidenhed og minder dem om vejen mod større bevidsthed og visdom.

Konkylien minder os om, at lyd kan nå steder i os, hvor ordene ikke altid kan komme til. En enkelt tone kan få os til at standse op, lytte og mærke os selv lidt dybere. Måske kalder den os også til at lytte til den stille stemme i vores indre – og til at bruge vores egen stemme med sandhed, nænsomhed og omtanke, så det, vi sender ud i verden, kan skabe mere klarhed end støj.

Sejrsbanneret – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

Sejrsbanneret – de stille sejre i os selv

Sejrsbanneret handler ikke om at overvinde eller besejre andre. I buddhismen symboliserer det visdommens sejr over uvidenheden – og vores mulighed for at overvinde den frygt, de begrænsninger og de indre mønstre, der står i vejen for et friere og mere bevidst liv.

De største sejre er ikke altid dem, verden kan se. Nogle gange består sejren i at rejse sig endnu en gang, give slip på noget, der ikke længere tjener os, eller vælge kærligheden frem for frygten.

At vælge kærligheden er ikke at lukke øjnene for det svære i verden. Det er at se virkeligheden klart uden at lade frygten bestemme, hvordan vi møder den, eller hinanden.

Sejrsbanneret minder os om, at vejen ikke kræver, at vi aldrig tvivler eller falder, men at vi igen og igen finder modet til at vælge den retning, der føles sand.

Dharmahjulet – et af de otte buddhistiske lykkesymboler

Dharmahjulet – at lade visdommen leve

Dharmahjulet er et af buddhismens mest kendte symboler og repræsenterer Buddhas lære og hans vej mod større bevidsthed og frihed. Hjulets otte eger symboliserer den ottefoldige vej – en vej, hvor vores forståelse, intentioner, ord, handlinger og nærvær får lov til at arbejde sammen.

Hjulet minder os om, at visdom ikke kun er noget, vi kan læse om eller forstå med tankerne. Den får først virkelig betydning, når vi lader den leve i den måde, vi møder os selv, andre mennesker og verden på. Hver gang vi vælger at handle med større bevidsthed, tale med omtanke eller møde et andet menneske med medfølelse, er vi med til at sætte hjulet i bevægelse.

Symbolerne – et spejl i mit eget liv

Jo mere jeg har fordybet mig i de otte lykkesymboler, desto tydeligere har jeg kunnet genkende noget fra min egen rejse gennem livet. Min vej har hverken været let eller snorlige, men den har givet mig læring og erfaringer, som jeg er meget taknemmelig for i dag.

Særligt budskaberne om at tænke selv, lytte til den stille stemme indeni og leve i overensstemmelse med sine værdier rammer noget i mig. Det samme gør modet til at være tro mod sig selv, følge sin egen vej og skabe noget, der også kan komme andre til gode.

Det er værdier, jeg langsomt har fundet frem til og øvet mig i at leve efter. I dag præger de både mit virke og den måde, jeg ønsker at leve og møde andre mennesker på. Og ja, måske skulle jeg bare et godt stykke ind i livet, før jeg for alvor begyndte at lytte til dem ;-)…

Min fordybelse i symbolerne har samtidig givet mig en endnu større respekt for Nepal og for de mennesker og kunsthåndværkere, som med deres hænder og kunnen holder en rig kulturel og spirituel arv levende.

Måske har vi i vores del af verden ikke altid haft blik for, hvor meget visdom, skønhed og levende håndværkstradition der findes i dette land ved Himalaya…

Håndværket fra Nepal har fundet sin plads hos mig

Som nogle af jer ved, er det nepalesiske kunsthåndværk gennem årene blevet en stadig større del af mit virke og det sortiment, jeg tilbyder. I dag finder du både smykker, malaer og andre særlige, håndlavede genstande fra Nepal hos mig, ikke mindst når jeg deltager på messer.

Her får de besøgende mulighed for at se tingene tæt på, holde dem i hånden og mærke deres særlige energi og udtryk. Og når det gælder klangskålene, kan man naturligvis også opleve deres lyd og vibrationer.

Mange af skålene er udsmykket med smukke symboler og mantraer, som rummer gamle fortællinger og betydninger, der ikke altid er synlige ved første blik.

For nogle gange bliver et smykke, en klangskål eller en lille håndlavet genstand meget mere end det, øjet først ser – når vi kender fortællingen og symbolikken bag ♡.

Har du lyst til at opleve håndværket fra Nepal?

I min webshop kan du blandt andet se en stor flot nepalesisk XXL fodskål her, hvor de otte lykkesymboler er smukt indarbejdet i skålens udsmykning.

Har du lyst til at gå på opdagelse i flere klangskåle, smykker, malaer og andre særlige ting fra Nepal, kan du kigge videre i webshoppen.

Jeg har endnu ikke haft tid til at lægge alle varerne i webshoppen, selvom det står højt på min ønskeliste. Indtil da kan du opleve det større udvalg på de messer, hvor jeg har min stand. Du finder de kommende messedatoer i min eventkalender her.

Når jeg deltager på messer, kan du i øvrigt også bladre i den lille bog, jeg har lavet om de otte lykkesymboler og de smykker og malakæder, jeg sælger. I bogen kan du læse om symbolernes betydning og om de forskellige sten og krystaller, der er brugt i smykkerne. Det kan give lidt ekstra indsigt, inden du vælger.

Kærligst,
Anne Toxværd – med stor kærlighed til Nepal, nepaleserne og deres kunsthåndværk

Anne Toxværd står bag Klang og Velvære i Nordsjælland, hvor hun arbejder som klangterapeut, klangformidler og underviser.
Gennem klangoplevelser, lydmeditationer, workshops og kurser formidler hun lydens evne til at skabe ro, nærvær og en dybere kontakt med os selv. I sin webshop og på messer tilbyder Anne desuden håndbankede klangskåle, smykker, malaer og andet særligt kunsthåndværk – en stor del håndlavet i Nepal og udvalgt med blik for både kvalitet, symbolik og den smukke fortælling bag.